I sortimentet hos Økovin i Aadum finder man også druesaft helt uden alkohol. En smagsprøve falder ud til fordel for denne rene ufortyndede, røde druesaft med naturlig sødme. Jens Lindby importerer druesaften fra en stor økologisk vinproducent i det centrale Spanien, hvor de bedste og mest modne druer tages fra til saft. Druerne presses, pasteuriseres og fyldes på flasker. Så enkelt foregår det, og druesaften bliver både velsmagende og langtidsholdbar.
Uden at avertere eller markedsføre denne del af sortimentet, som har ligget på hjemmesiden siden 2010, har Jens Lindby oplevet en stigende omsætning i den seneste tid, en niche, som åbner for nye muligheder.
Det begyndte med Vor Frue Kirke i København, hvor der kom en bestilling på druesaft fra kirketjeneren. Snart fulgte Marmorkirken efter, og begge steder er stadig kunder. Jens Lindby afleverer det ønskede antal flasker ved kirkerne eller sender med fragtmand.
I dag leverer han druesaft til 20 kirker spredt ud over landet.
Rent lovmæssigt har det siden 1976 været sådan, at det er op til de enkelte præster og menighedsråd, om der skal bruges vin eller alkoholfri druesaft ved altergang.
Økovin i Aadum har fra starten i 1997 udviklet sig til landets største forretning inden for økologiske og biodynamiske vine og spiritus og er et firma i stadig udvikling i forhold til kunderne behov,- og har altså også en afdeling med saft presset af fuldmodne vindruer.
Den økologiske vinbutik har de fysiske rammer på Odderupvej i en ombygget staldlænge hos indehaveren Jens Lindby. Der er salg direkte fra butikken, men langt den største del af handelen foregår via nettet. Det er nemt at bestille ud fra hjemmesidens produktbeskrivelser.