Kvinder fra Ådum og omegn følte sig rigtig forkælede ved Støtteforeningens Wellness arrangement i Ådum Hallen forleden. Der var gjort klar til indvendig og udvendig wellness og fælles velvære, som blev nydt i nogle fornøjelige aftentimer.
Hyggen bredte sig ved de pænt dækkede borde i dæmpet lys og med Lones velsmagende buffet at forsyne sig fra og senere kaffe og kage.
Efter en times tid forlod snart den ene snart den anden bordet for at lade sig ’forkæle’ på det aftalte tidspunkt på en stand hos en af de mange behandlere.
Velværet forstærkedes da også, efterhånden som damerne nåede rundt til de forskellige former for massager, ansigts- og voksbehandlinger, hudpleje, klip og føn, psykoterapi, Nada akupunktur, wrap med mere.
Til velvære hører også smart tøj, og adskillige prøvede vintermoden og fandt nyt til garderoben fra Friendtex’ stativer. Aloe Vera havde en bod med tilbud til både ind- og udvortes sundhed.
Bestyrelsen fra Støtteforeningen for Ådum Børneunivers har gjort en kæmpeindsats og kan glæde sig over, at det blev en rigtig god aften for alle deltagere, og flere har givet positive tilbagemeldinger. Også behandlerne havde en travl aften med fuld booking.
Aftenen sluttede med et lille underskud, men bestyrelsen arbejder videre og satser på, at whisky aftenen for herrer den 16. januar vil sikre nogle støttekroner til Ådum Børneuivers.