Mænd laver mad i skolekøkkenet i Ådum

ArkivbilledeTorsdag aften er der gang i skolekøkkenet på Ådum Børneunivers.

Elleve herrer er med på holdet, men et par afbud er kommet denne aften.  Der arbejdes med koncentration omkring forberedelsen til aftenens to retters menu.

Denne aftens chefkokke er Kurt Henriksen og Magnus Kolby. De har sørget for indkøb til maden, som forberedes efter den opskrift, de har valgt til aftenen. Det er nu på femte år, madlavningsholdet i Ådum kører uden lærer, men sådan at to ad gangen står for aftenen og kommer med en trykt opskrift til grupperne, som de bistår med gode råd.

Aftenens hovedret er god vintermad: brunkål med flæsk og pølse. Tilbehør er rødbeder, sennep og brød. Hvidkål, som har højsæson, bliver brunet og koges med kødet. To gryder er i gang, med og uden hvidløg. Der skal være noget at smage på og vurdere, mens de sidder og spiser. Formålet er at arbejde for de bedste smagsoplevelser, og det kræver jo, at meninger tilkendegives.

Mænd laver madDer er nok at snakke om ved bordet, hvor maden nydes med velbehag til medbragte drikkevarer. Ti gange møder holdet i løbet af en sæson, som varer til april.

Det er allerede tredje aften, og menuen fra de første to gange er gode at tænke tilbage på, specialiteter som stegt ål og rådyrmedaljoner. Det lå i den dyrere ende, mens menuen denne gang har kunnet laves for 40 kr. pr. person, og deri er også iregnet budding med saftsovs.

Hvad får mænd til at melde sig til madlavning? Alle er enige om, at det sociale samvær tiltrækker. Der er også glæden ved at nyde et godt måltid, og forventning til flere i løbet af sæsonen. Allerede nu nævnes julemaden, som ikke er kalorielet.

”Det er godt at få lært at lave  mad,” lyder det fra en deltagerne. ”Når fruen en dag spørger, om man vil lave mad, er det rart at kunne sige ja og bestemme, hvad den skal bestå af.”

Endelig har de fleste gemt opskrifterne, og det er blevet til en ret fyldig kogebog.