Ud over hele verden fejres Lærerens Dag den 5. oktober for at give lærerne en påskønnelse for deres store arbejde og vigtige indsats for at ruste eleverne bedst muligt som fremtidens borgere.
Det var svært at fejre på en søndag, derfor er den blevet fejret mandag i år.
På Ådum Børneunivers gled flaget til tops fra morgenen af. Skolebestyrelsen havde bedt om at få flaget op, og rigtig mange regnede med, at det var på grund af pedel Ernst Kviesgaards fødselsdag, og han fik mange lykønskninger fra eleverne, da der blev kaldt til samling i skolegården i middagspausen.
Skolebestyrelsesformand Bjarne Jørgensen tog ordet og sagde, at både flag og og samling var for at hylde lærerne og skolens øvrige personale for deres indsats over for børnene.
Der blev godt begyndt efter ferien, sagde Bjarne Jørgensen, og Helle Grønkjær påtog sig hvervet som konstitueret skoleder. Meldingerne om skoledagen med den nye reform er positive, og formanden udtrykte ros til lærerne for at være kommet så langt ved at berige dagen på forskellig måde med bevægelse tænkt ind i undervisningsforløbene.
Personalet fik overrakt en konkret påskønnelse. Den sørgede Dorthe Østergaard Buhl fra skolebestyrelsen for uddeling af.
Det er Børneuniversets Støtteforening, som gjorde det muligt at uddele en Bellevue-box til hver ansat pålydende en 2-retters middag for to personer.