Ådums tidligere købmand Helle Andersen er næsten færdig med sin uddannelse som sosu-assistent. Sin sidste praktikperiode har hun på Hemmet Plejehjem.
Forleden havde Helle planlagt et besøg hos Martin Andersen i hans Veteranbiludstilling. Netop at se de gamle biler vækker glæde og genkendelse hos de ældre medborgere på plejehjem. Gerda Dalgaard, som tidligere boede i Ådum, var blandt gæsterne, og det var en god oplevelse at møde hende i Ådum igen.
I alt fem beboere var med sammen med to frivillige hjælpere og Helle samt én mere fra personalet. Til små udflugter er der en bus, som Hemmet Plejehjem bruger sammen med Hoven og Egvad plejehjem.
Det var nærmest en festdag, for Åkanden havde til middag samme dag sørget for ålegilde for beboerne.
De 25 biler i Martins imponerende samling blev taget i øjesyn, og Martin svarede på de mange spørgsmål om bilerne.
Ikke mindst var der stor interesse for den gamle Buick brandbil, årgang 1915, og som er den ældste her i landet, der kan køre. En tidligere brandmand Svend Kousgaard nød synet og fik hjelmen på, som han havde gjort mange gange i 40 år.
I hallen var der andet end biler – sågar en motor fra en fiskekutter og ikke mindst værd at nævne de mange platter og jukeboksene, som Martin fortalte, han havde mere end 50 af.
Det affødte da også spørgsmålet, hvordan Martin havde fået samlet så meget. Her til lød svaret: ” Ja, jeg har været så heldig at have pladsen!”