Aadumhallens generalforsamling

IMG_8371blAadumhallens generalforsamling blev holdt i klublokalet. Formanden Kim Lange bød velkommen. Erik Pontoppidan blev foreslået som dirigent og påtog sig hvervet.

Kim Lange kunne i formandsberetningen oplyse, at hallen har været udlejet på samme niveau som året før.

Tilbygningen fra 2013 har vist sin værdi, dels med aktiviteter i Multirummet og reskabsrummet, som idrætsforeningen har stået for.

I samarbejde med skolen er der investeret i ny skiltning både ved indkørsel og ved hallens forskellige afsnit.

Parkeringsarealet har været drøftet i bestyrelsen med enighed om, at der skal ske større forbedringer. Indtil foråret 2015 fortsætter den løbende reparation med granitskærver.

Tagrender og nedløbsrør på hallens nordside er blevet skiftet. I uge 42 vil omklædningsrummene blive renoveret.

Formanden sluttede med tak til enhver, som har i årets løb har ydet en indsats i arbejdet med hallens vedligehold og drift.

Regnskabet blev fremlagt og godkendt. Den indgåede halleje var større end sidste år, og regnskabet sluttede med overskud.

Indskud for varigt medlemskab i Hallen er 200 kr.

Der var genvalg til Ole Madsen, Kim Lange og Karen Bang. Som suppleanter fortsatte Øjvind Christensen og Niels Stokbæk.