I onsdags begyndte Karen Bredahl som butiksassistent hos LET-KØB i Ådum, og der vil kunderne fremover kunne møde hende. Karen er ansat på fuld tid og har fri hver anden weekend og om tirsdagen, hvor butikken er lukket.
Karen Bredahl er vokset op i Ådum og kendt af de fleste. Hun blev student fra VGT i sommer og bliver boende hjemme hos sine forældre. Så der er ikke lang vej på arbejde for hende.
Hun er kendt med butikslivet, idet hun de sidste tre et halvt år har haft fritidsjob hos Anitas Vinhandel i Tarm og været der indtil nu.
Om et års tid har Karen tænkt sig at læse videre. I ”sabbatsåret” har hun lyst til at arbejde i købmandsbutikken i Ådum og lagde for en tid siden en uopfordret ansøgning ind.
Brian Pedersen kontaktede Karen, da han efter ferien stod og manglede hjælp, og hun slog til.
Karen står ved kassen, sætter varer op og skal også lære at bestille varer hjem, kort sagt alt, hvad der hører med i butikkens hverdag og drift.
Kunderne oplever, at Karen er opmærksom på, hvor velgørende en kvik bemærkning er, og den er nu nemmere at komme med til folk, man kender, siger hun. Og synes, det er hyggligt både at møde så mange, hun kender, og ligeså nye, som kommer til.