Også i sommervarmen har der været god handel hos Ådum Købmand.
Formanden for butikken, Lasse Buhl, meldte positivt ud om økonomien efter 3 måneders drift, og opbakningen fra kunderne er fortsat sommeren igennem.
Bestyrelsen giver vores købmand Brian Pedersen et stort skulderklap. Hans indsats har gennem hele opstarten været enestående. Det har været lange dage med travlhed, men Brian har helt klart sat kunden i centrum og bruger den nødvendige tid på god kundepleje.
Det blev til en uges velfortjent ferie, mens Mads passede butikken på bedste vis. Mads er efter eget ønske holdt med at arbejde i butikken fra 1. august.
”Vi er så heldige, at vi har fået ansat Karen Bredahl som ny butiksassistent fra september,” fortæller Brian Pedersen, som også påskønner al den frivillige indsats. Der er tre -fire personer, som hjælper med opfyldning af varer i butikken.
I egenskab af købmand er der mange andre ting at tage vare på. Brian er meget åben for at skaffe varer hjem efter kundeønsker. Det prøves af, om der er salg i det. ”Så kom med jeres spørgsmål og ønsker,” opfordrer han til. Skal man holde fest, giver købmanden også gerne tilbud.
Det er muligt at få sms-beskeder om gode tilbud. Foreløbig har 72 tilmeldt sig.
Både købmand og bestyrelse glæder sig over, at der nu er 140, som har oprettet kundekonto med månedlig indbetaling. Det er ikke kun for familier. Flere virksomheder og institutioner benytter sig nu også af denne nemme betalingsmåde.
Brian Pedersen sætter pris på den gode opbakning fra lokale foreninger og ved Ådums store arrangementer.
Sammen med bestyrelsen har købmanden planer i støbeskeen, så kunderne kan forvente et spændende nyt tiltag i butikken i løbet af september.
Købmanden giver liv og lys i byen, indenfor i butikken og udenfor på butikstorvet.