Æremedlem i Ådum Husholdningsforening

I forbindelse med generalforsamlingen i Ådum Husholdningsforening i april fik Anna Hansen besøg af formanden Tove Christensen.

Anna Hansen fik overrakt en buket og et diplom for 59 års uafbrudt medlemskab af Ådum Husholdningsforening og blev dermed udnævnt til æresmedlem.

Det er mange år at se tilbage på, og meget har ændret sig i tidens løb. Anna Hansen bor nu i Ådum by. Da hun blev medlem, var hun landhusmor.

 

Anna Hansen

Anna Hansen

Anna husker tilbage på mange gode oplevelser i Husholdningsforeningen og deltagelse i de forskellige arrangementer. Hun fortæller gerne lidt fra tiden før.

Anna er vokset op på Silkeborgegnen, og et år efter konfirmationen kom hun ud at tjene og fik plads forskellige steder på landet. Der blev holdt madlavningskurser, som hun deltog i, og ellers kom oplæringen med den alsidige husførelse og brugen af egne produkter.

Anna flyttede mod vest
I 1950 blev Anna gift med Hans Georg Hansen, og de købte gård i Odderup.

Der skulle ydes en stor indsats for at komme godt i gang med et landbrug. Anna hjalp til i stald og mark. Seks børn kom til, som fulgte med i arbejdet og var med i stalden, fra de var små og endnu sad i barnevogn.

Derfor var der ikke straks tid til at komme med i Husholdningsforeningen, hvor de fleste landhusmødre dengang var med til kurser og demonstrationer. De første fem år gik, inden Anna i 1955 blev medlem.

Hun fortæller, at de havde en større pige i huset i nogle år, mens børnene voksede op.

Nabofællesskab
Der blev blev brugt vaskebræt og kogt tøj i en gryde, men en stor lettelse fulgte, da der kom vaskemaskine til lokal udlejning. De kom også med i fælles frysehus i Ådum by. Fællesskabet var stærkt den gang, ikke mindst mellem naboer, husker Anna som meget positivt.

I 1967 fik Anna kørekort, og det gav hende mulighed for både at køre med børnene og selv kunne deltage i forskelligt, men også køre til smed og mølle, når de stod og manglede et eller andet.

Anna syede selv tøjet til deres børn og strikkede til dem. Nu kommer hun ikke så meget omkring, men er flittig stadig med sine hænder og strikker til de 14 oldebørn og til Røde Kors hjælpearbejdet.

Det indrammede diplom fra Ådum Husholdningsforening pynter nu i stuen sammen med de mange billeder af familien, som Anna dagligt går og glæder sig over.