Storm førte til start af mini-savværk

LynggaardDe to storme i oktober og december 2013 havde som bekendt mange følgevirkninger. Hos gartner Lynggaards førte det til opstilling af et mini-savskæreri.

Evald Lynggaard er godt kendt inden for branchen, idet han i årene 1962-1970 havde savværk i Brande. Dengang var det rundsave, som skar tømmer og brædder.

Nu er der købt en båndsav, Wood-mizer LT 10, som er behageligt støjsvagere og mere kompakt opbygget, og dog har beholdt alle gode egenskaber for opskæring af tømmer, brædder, Kalmarbrædder og meget andet.

LynggaardI 1980 begyndte Evald Lynggaard at plante træer på ejendommen på Teglværksvej i Ådum og har plantet alle træerne i den skov, som det blev til, og som han har plejet gennem årene. Desværre har de to seneste storme gjort et så betydeligt indhug i skoven, at en tredjedel af de10 tdr. land skov er væltet af storm, og stammerne er væltet på kryds og tværs. Det er derfor et stort oprydningsarbejde, der er gang i. At de mange væltede træer skulle ende som flis, syntes Evald Lynggaard ikke var den bedste udnyttelse.

Derfor købte han Wood-mizeren. På grund af den kompakte konstruktion kunne hele ”savværket” sendes til ham. Og sådan ankom det med fragtmand til Lynggaards. Alle dele var pakket sammen og en stor, solid trækasse var med, fyldt med alle de skruer og bolte, som skulle bruges til opstillingen.

Det klarede Evald ved hjælp af en fyldig brugsanvisning og medfølgende DVD.

Foreløbig er der nok at tage fat på efter stormen. Solide bjælker og brædder ligger allerede i stakke klar til nyttig brug.

LynggaardSamtidig går gartneriet ind i højsæsonen, og det er Evald Lynggaards hensigt, at træet bliver udnyttet bedst muligt. I forbindelse med gartneriet har han fået ideen til, at stammerne måske kunne saves ud til samlesæt til højbede. De første er klar og kan ses i gartneriet. Der bliver sæt både med og uden bark.

De første interesserede har allerede været forbi den nye sav, som Evald Lynggaard vil hente stammerne hjem til, inden Hedeselskabet til sidst kommer med flishuggere til grene og kvas, og hvad der måtte ligge tilbage på skovarealet.