Ådum I&U påskønnede forleden aften frivilliges indsats med en invitation til Bowlingcentret i Tarm.
Formand Jytte Bjørslev bød velkommen til arrangementet, hvor de 33 tilmeldte hyggede sig med bowling og efterfølgende spisning.
Kommune- og foreningskonsulent Henrik From, DGI- Vestjylland var herefter klar med en opmuntring til alle frivillige, som helt konkret gav hinanden et skulderklap med etiketten fra DGI, som Henrik delte ud : en hånd med teksten – fedt at du er frivillig.
Henrik From delte herefter alle deltagerne på tværs af alder til samarbejde i grupper omkring de oplæg og spørgsmål, han lagde ud med. Spørgsmålene var meget konkrete og inspirerede til forslag, som blev skrevet op til kommende initiativer i Ådum I&U.
DGI´s tilbud i forbindelse med Skolereformen blev ligeledes drøftet.
Gennemgående blev der udtrykt tilfredshed og sammenhold omkring den lokale idræt med bemærkninger som ”alle gør en indsats”, ”vi har det sjovt”, ”der er et godt fællesskab”, ”tryghed”, ”vi kender mange, vi møder”, ” vi har en indbydende hal”, og der er aktiviteter ”på tværs af alle aldre”.