Åbningsdagen for lokal købmandsbutik imødeses med forventning. Butikken åbner lørdag den 5.april kl. 8.00. Brian og bestyrelsen serverer kaffe og rundstykker hele formiddagen. Lørdag eftermiddag er der kaffe på kanden og nogle overraskelser undervejs. Butikken lukker kl. 19.00, som bliver den sædvanlige lukketid.
Et kig indenfor i butikken en uge før lover godt. Der kommer varer hjem hver dag, fortæller en af de frivillige. Mange reoler er sat op, og der sættes varer ind på hylderne. Det tager sig godt ud.
Repræsentanten fra firmaet “Symfoni” hænger selv sortimentet af strømper og strømpebukser op. Det er på samme plads som hidtil, for Jørgen er kendt med butikken, hvor han er kommet i mange år og med skiftende købmænd.Denne gang er det dog en speciel dag for ham, for det er hans sidste arbejdsdag, inden han går på efterløn.
Han når dog lige at få hilst på Brian Pedersen og se, at det, der sker i butikken, tegner godt. Der trækkes imidlertid i Brian Pedersen fra alle sider, og han tager det med roligt overblik.
Varer modtages og skal tjekkes, postpakker kvitterer han for, tremmer må han skubbe til side for frivillig vinduesvask, han tager et løft med ved pladerne, der sættes op i butikshjørnet, og der er EDB-problemer, han skal løse.
Flere frivillige har lovet at komme hen på eftermiddagen, og i arbejdsfællesskabet og lokalområdet ses der frem til, at Ådum Købmand åbner igen.
Det bliver som et led i kæden af LetKøb-butikker. LetKøb skilte er på plads udenfor, og der kommer endnu et skilt med butiksnavnet: Ådum Købmand.