Tirsdag den 22.10.2013
Apoteker Lars Birkild Pedersen åbnede Skjern Apotek for et aftenbesøg. Gæsterne var en snes damer og et par herrer fra Ådum Husholdningsforening, som mødte op med forventning til rundvisning og demonstration af robotten, der sorterer og lægger medicin på plads.
Lars Pedersen har gjort en lang udvikling med inden for medicinalindustrien og fortalte om et spændende, næsten utroligt forløb fra håndkraft til fuld automatik.
Der var rundtur i apoteket, og robotten blev set i funktion. Robotten klarer det hele fra varemodtagelse til droppunkt. Man så varerne ligge på transportbåndet i vilkårlig orden. Robotten aflæste stregkoden og bragte varen til den rigtige skuffe.
Lars Pedersen viste billeder og forklaring om den hollandske KLS robots store fordele, bl.a. personalebesparelse og ekspedition med utrolig lav fejlprocent. Skulle der opstå en fejl, kan den opklares ved hjælp af den fotokontrol, der er på hver pose og pakke
under forløbet.
Bestyrelsen havde kaffe og brød med, som blev nydt i personalestuen og fulgt af mange spørgsmål til Lars Pedersen, som også har naboapotekerne i Tarm og Ølgod.
Alle fik til sidst små vareprøver på shampoo, hud creme og lignende og kørte hjem med en god fornemmelse efter at have oplevet et moderne apotek på den anden side af disken.