Forleden fik Martin Andersen i Ådum besøg af gæster, som på en særlig måde nød synet og genkendelsens glæde over gamle biler i samlingen på Tøstrupvej.
Tre fra plejepersonalet, en frivillig hjælper og beboere fra plejehjemmet ”Enghaven” var på udflugt til Ådum. Den medbragte frokost havde de nydt efter rundvisning hos Johanne og Regnar på Løvgaards Snedkeri, inden Enghavens bus rullede ind på parkeringspladsen, hvor Martin Andersen tog imod.
Der var god snak og interesse for køretøjerne, og da musikken blev sat i gang med kendte, gamle numre på jukeboks var der en atmosfære, som gæsterne følte sig godt til pas med.
Der var spørgsmål til Martin, hvordan han dog havde fået samlet så meget, og han kunne så fortælle om sin baggrund som selvstændig med autoværksted i 41 år, og at han også laver biler i fritiden.
”Interessen for at samle har jeg,” fortalte han,
”men med 25 biler kan I nok se, at her er fyldt op. Jeg vil allerhelst være i gang med noget. Jeg kører ikke bare rundt i bilerne, men tager hver dag cyklen og kører 34 km. Sidste år cyklede jeg til Paris, men denne sommer blev det en kortere tur til Berlin.”
Særlig opmærksomhed var der omkring den seneste anskaffelse, en skinnende, rød Cadillac, årgang 1903. Martin Andersen fortalte, at han og Tove er tilmeldt med Cadillac’en til et veteranbilløb i London, hvor de skal køre sammen med i alt 500 tilmeldte køretøjer fra før 1905.
En time i Martin Andersens hal var et oplevelsesrigt glimt tilbage i tiden – til endda før, beboerne fra ”Enghaven” kom til verden.