Åbent Ådum den 1. september 2013
Martin Andersen åbnede sin store, flotte samling af veteranbiler til Åbent Ådum.
De gamle køretøjer tiltrak dagen igennem masser af gæster, der gik rundt i hallen og med største interesse betragtede de gamle biler, traktorer og motorcykler. Martin Andersen har ikke noget fast bud på, hvor mange gæster, der har været, men et sted mellem 300 og 500, anslår han.
Martin Andersens foretrukne bilmærke er Buick og mere end 20 af slagsen sætter deres præg på udstillingen, som også rummer forskellige andre mærker.
Ikke mindst en erhvervelse fra i år, en flot rød Cadillac 1903, blev beundret. Tove og Martin Andersen har allerede deltaget i veteranbilløb med den, og den helt store forventning er der til det internationale billøb London- Brighton den 3. november. Der er Martin og Tove tilmeldt. Klausul for deltagelse er, at bilen skal være fra før 1905!
Parkeringspladsen på Åbent Hus dagen viste, at en del af gæsterne selv var lykkelige ejere af en veteranbil, dog af nyere dato end Martin Andersens unikke samling.
Ikke kun lokale kiggede indenfor og nød synet. Mange kom langvejs fra for netop at se Martin Andersens samling.
Et ægtepar fra Ålborg kom i deres Volvo 544, årgang 1965. Ikke mindst blev de tiltrukket af den
gamle Cadillac fra 1903, som da også blev startet et par gange under deres besøg.
De brugte en god del af åbningstiden på at komme rundt og se ikke bare de mange gamle køretøjer. Begejstret fortalte de om de 50 jukebokse, væggene med platter og mærker fra forskellige veteranbilløb, spillemaskiner, skakspil og meget mere.
Martin Andersen åbner sin udstilling efter aftale, og det koster ikke noget at komme ind at se den. ”Jeg viser gerne frem,” siger Martin Andersen.