Ådum: Martin Andersen åbnede lørdag dørene til sin store samling af veteranbiler på Tøstrupvej i Ådum.
Vestjysk Motorveteran Klub, VMK, var på Midsommer-picnic udflugt og havde aftalt et besøg hos Tove og Martin Andersen.
Klubben er hjemmehørende i Esbjerg og har 200 medlemmer, som hver er ejer af en veteranbil. De entusiastiske medlemmer mødes til klubaften den første torsdag i hver måned undtagen juli.
Desuden er der arrangementer med kørsel i veteranbilerne. Damerne var budt med i dagens anledning. Bilerne, som fyldte Martin Andersens parkeringsplads, var tilbage fra først i 1950’erne og nogle år frem. De vakte genkendelsens glæde hos forbipasserende med blandt mange andre en Opel Record 1952 med originale nummerplader, Renault Dauphine Ondine 1962, Alfa Romeo 1969 og den kendte engelske Lotus, model 1976.
Martin Andersens veteranbiler er endnu ældre og blev studeret med interesse. Både Cadillac’en, årgang 1903 blev startet, og Buick G fra 1907, som Tove og Martin Andersen i øvrigt er tilmeldt med i august til ”Styrkeprøven”, Nordisk Veteranbil-løb. Det finder sted i Norge i år med start 300 km nord for Oslo.
Martin Andersen fortalte om alle de gamle Buick’er og kørte derefter i spidsen for en tur ud over Skjern Enge.
Både den medbragte frokost og eftermiddagskaffe blev nydt ved de opstillede borde mellen veterankøretøjerne i hallen. Sidst på eftermiddagen tøffede gæsterne igen sydpå.