Så er årets store gymnastikopvisning i Ådum vel overstået. Glade gymnaster viste fredag aften, hvad de har brugt året på, for ikke færre end 300 tilskuere.
Alle hold begyndte på gulvet til festlig indmarch og velkomst.
Aadum I&U hold
Preben Frederiksen ved mikrofonen guidede holdene gennem aftenens program og introducerede som de første Idrætsbørnehaven under ledelse af de ansatte: ”De viser deres leg og bevægelse, så I får indtryk af, hvad der foregår i Børnehaven året igennem.”
Forældre/barn holdet viste under Irene Houborgs ledelse mange eksempler på, hvad en balje i rimelig passende børnestørrelse kan bruges til, når man skal have kroppen rørt.
De 4-6 årige i farvestrålende blå, grønne og røde bluser viste sammen med deres trænere og hjæpetrænere Børneidrættens fantasifulde lege og akiviteter.
Springholdet (0-4. kl.) sluttede den lokale afdeling med fart over feltet i dristige spring, hvor trænere var der og tog imod.
Gæstehold
Skjern Taekwondo Klub præsenterede sig inden deres opvisning. Klubben har 20 års jubilæum og 40 medlemmer med hold for børn og voksne.
Den oprindelig koreanske kampsport er tilpasset og har udviklet sig til danske forhold som en sportsgren. De viste en imponerende og koncentreret seriøsitet i sportslige præstationer og i deres dueller. Konferencierens afluttende bemærkning lød: ”Husk, hvis I skal slås, – så meld jer til taekwondo. Det er dér, det foregår!”
Pigerne på Ringkøbing-Skjernegnens sprinterhold viste rytmisk gymnastik og gav en flot afslutning på opvisningen.
Afslutning
På Gymnastikudvalgets vegne takkede Charlotte Petersen for, at en flot opvisning var lykkedes. Hun rettede en tak til tilskuerne, al frivillig hjælp, aftenens sponsorer, alle trænere og ungledere og hver af de sidstnævnte fik en rose overrakt.
Samværet fortsatte mellem forældre, de mange bedsteforældre, som var mødt op og lokale over kaffen med frivilliges store kagebord.