Kwik Spar købmanden i Ådum deltager fra 1. februar og fire måneder frem i et nyt projekt, der gør det muligt for kunderne i Hoven-området at få dagligvarer bragt til døren. Ådum Købmand har som udgangspunkt allerede en del kunder i Hoven, som får varer bragt ud.
De Samvirkende Købmænd (DSK) sætter med projektet fokus på ældre borgeres indkøbsmuligheder og dagligvarehandlens vilkår i yderområderne.
Projektet modtager økonomisk støtte fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, og det betyder, at det i projektperioden ikke er forbundet med omkostninger at få varerne bragt ud. Ikke kun ældre borgere, men også familier, som gerne vil spare tid, kan få samme service i perioden. Butikkens tilbud om husstandskonto gør det nemt at betale uden at skulle have kontanter klar.
Rent praktisk ringer man til købmanden og bestiller varerne, som bringes ud hver torsdag af frivillige. En gang om måneden bliver det muligt for de ældre selv at handle hos Ådum købmanden, som til lejligheden vil have kaffe på kanden. Hoven Plejehjems bus kører, og den første tur køres den 21. februar.
Formanden for Kwik Spar i Ådum Niels Møller Hansen glæder sig over denne mulighed for opmærksomhed på detailhandlen i landområder og oplyser om butikken: ” Vi har en rigtig flot butik med et meget bredt sortiment, som kan dække en stor del af enhver husholdnings forbrug, og jo flere, der gør brug af butikken – jo bedre sortiment vil der være, og des større chance for butikkens overlevelse.”
Kwik Spar har inviteret Hoven Borgerforening, Hoven Plejehjem, Ådum Medborgerklub samt Ådum Borgerforening med i projektet. Resultaterne samles i en rapport til Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter som grundlag for fremtidigt samspil mellem lokal handel og især de ældre borgere.