Frøken Fracasos Kompagni spillede tater på Ådum Børneunivers

To skuespillere, Anna Panduro og Maja Skovhus Rehøj, har siden 2004 rejst landet rundt og spillet teater om samfundsrelevante emner.

I dag optrådte de på Ådum Skole og spillede ”B-holdet”, som er en musikalsk komedie om, hvad det vil sige at være klog.

Meta og Mimi er to meget forskellige veninder

 Mimi og Meta går i klasse sammen og er de bedste veninder, selv om de er meget forskellige. Skolepræsidenten Ole Bole og hans spindoktor får ideen til at holde en test, der skal vise, hvem der er klog eller mindre klog.

 Mimi svarer rigtigt på spørgsmålene, men alt det, Meta er god til er slet ikke med i testen. Efter testen bliver eleverne delt i eliteholdet og B-holdet. De to piger kommer på hver sit hold, og for at de kan være sammen igen, må de overbevise de voksne om, at der er flere måder at være klog på.

 Stykket varede 45 minutter og var afpasset til de 6 til 10-årige. Skuespillet havde børnenes fulde opmærksomhed. Humor, og at tingene var sat lidt på spidsen, gjorde det sjovt.

 ”B-holdet” ramte lige ind i debatten om den fremtidige inkluderende skole og inklusionen, som er på alles læber netop nu.

Skoleleder Lasse Egelund, udtrykte sin tilfredshed med lærere og elevers fælles teateroplevelse og ser det som et godt udgangspunkt at snakke videre med eleverne ud fra.

”B-holdet” satte fokus på at støtte børn i det, de er gode til og samtidig vise, at der er brug for alle slags børn.