Ådums nye købmand Keld Skov Hansen blev modtaget med stor opbakning ved torsdagens reception.
Bestyrelsen for Ådum Købmand ApS inviterede til ”fest” i butikken. Midt i Kwik Spars festlige fødselsdagsuger var der i dagens anledning endnu flere gode tilbud at komme efter.
Der var god stemning og hygge omkring bordet, hvor der blev budt på drikkevarer fra butikken og canapeer, som Aadum Husholdningsforening havde sørget for.
Opmærksomhed på forskellig vis blev overrakt til både afgående og ny købmand.
Bestyrelsesformand Niels Møller Hansen rettede en tak til købmand gennem fire år i Ådum, Helle Andersen, som har gjort en stor indsats, men nu gerne vil have mere tid på hjemmefronten.
Formanden fortsatte med velkomst til Keld Skov Hansen, som de fleste har hilst på i løbet af den sidste måneds tid, hvor han har været med adskillige dage for at sætte sig ind i forholdene. ”Vi i bestyrelsen havde en rigtig god mavefornemmelse ved ansættelsen af dig, og den er ikke blevet mindre efter de skulderklap, der er føjet til siden.”
Helle takkede både kunder, gode kolleger og de unge butiksmedarbejdere og sluttede: ”Jeg vil savne jer!”
Keld Skov Hansen rundede af: ”Tusind tak. Det er helt vildt, at så mange folk møder op på en hverdagseftermiddag. Ådum er noget specielt, og jeg er ikke blevet skuffet. Folk her har sikkert også deres at slås med, men jeg har endnu ikke mødt en dårlig kunde!”
Fødselsdagsfest i Kwik Spar Ådum fortsætter til og med lørdag den 13. oktober.