Årets høstmarked

Knud og Knud var auktionsledere torsdag den 10. september

 Aadum Husholdningsforening har holdt det årlige høstmarked i Klublokalet.

 De 30 deltagere, som også havde haft tingene med, der skulle udbydes, bød og købte med stor interesse. Det var da også nogle imponerende borde at se på, hvor bestyrelsen havde sat de indkomne gaver op. 

Knud Johst og Knud Mogensen taler godt for varerne.

 

I løbet af halvanden time afviklede Knud Johst og Knud Mogensen auktionen, som nåede op på en omsætning på 2.550 kr.

Med lune bemærkninger skabte de en god stemning, mens de gik en tur rundt, så alle kunne se tilbuddet, de var klar med. Udvalget var stort. Ikke mindst mange gode frembringelser fra haven. Det kunne ind imellem være en lidt hård tjans, når et enormt græskar skulle bæres rundt for at blive taget i øjesyn.

Heldigvis var der flest ”lette” tilbud, så som naturkranse, grøntsager, buketter, syltet frugt, bagværk og træskærerarbejder.

Aftenen sluttede med husholdningsforeningens velsmagende traktement samt udlodning af tre købmandskurve på den gratis adgangsbillet.