Ådum Medborgerklub besøgte ”Jenle”

Jeppe Aakjærs hus”Jenle”

Ådum Medborgerklub havde i tirsdags en vellykket tur til Jeppe Aakjærs ”Jenle”.

Fra Folmanns bus blev det sommerligt smukke landskab nydt, og chaufføren fandt nogle flotte ruter på både ud- og hjemtur.

Besøget på ”Jenle” bød på tur i parken og forbi gravstenen, hvorunder Nanna og Jeppe Aakjærs urner er nedsat samt guidet rundvisning i det velbevarede kunstnerhjem. Deltagerne blev vist rundt i rummene med fortælling om parrets liv og virke.

Kaffen nydes i laden på “Jenle”

I Jeppe Aakjærs arbejdsværelse står skrivebordet, som han forlod det i 1930, da han døde, og hvor mange af hans sange, bøger og kronikker er skrevet. Når han løftede blikket og så ud ad vinduet, havde han en fantastisk udsigt over haven, marker og Lovns Bredning.

Den medbragte frokost blev nydt undervejs på en rasteplads, og eftermiddagskaffen samlede man sig om i laden ved Jenle. Den er indrettet med borde og stole til formålet.

En rigtig god middag med rigeligt af alt stod klar på Westergaards Hotel i Videbæk. Mættet af både den og dagens gode indtryk sluttede turen på Ådum Kirkeplads først på aftenen som planlagt.