Fem familier med i LAG-forsøg

I maj måned har der været et specielt forsøg omkring handel hos Ådum Købmand. Det samlende slogan: ”Gør din lokale butik til det første stop”, har fem familier afprøvet.

Så vidt muligt har disse familier foretaget deres dagligvare-indkøb i den lokale butik.

Det er ikke blevet dyrere

Jonna Andresen og Peer Stenholt og Mikkel

For Jonna Andresen og Peer Stenholt, som har lagt så at sige al deres handel hos Ådum Købmand i forsøgsmåneden, har det været en god oplevelse.

Peer Stenholt kommer fra Hoven og har taget den erfaring med, at uden butik mangler man et samlingspunkt for at møde andre, og at det ikke er let at blive gammel på et sted uden butik

De handler i familien ikke stort ind, men lidt ad gangen ofte i forbindelse med, at sønnen Mikkel hentes fra SFO.

Både Jonna og Peer synes, det er hyggeligt at handle hos Ådum Købmand og få en god modtagelse af personalet, også de unge hjælpere i butikken er for dem et plus. ”Der er en god atmosfære, og man føler sig velkommen,” understreger de.

Tilbud ser de via sms.”Vi køber mere lokalt end før, men husholdningen er ikke blevet dyrere. Vi sætter ikke penge til ved at handle lokalt, tværtimod,” siger Jonna og Peer samstemmende.

De udtrykker tilfredshed med varernes kvalitet og butikkens passende åbningstid.

Familiekonto- en fordel

Janni og Anker Nielsen

Samme tilfredshed oplever en anden familie, som er med i forsøget. Janni Danielsen og Anker Nielsen har oprettet en familiekonto. Det har vist sig at være en stor fordel. De sparer virkelig penge ved det.

”Før røg der mere i vognen af fristende tilbud,” siger Janni.”Det er super, at vi nu har valgt et vist beløb, som jeg prøver at fordele ud over måneden. Det kan være ved at tage den billige ”First Price” udgave af varen, som vi er godt tilfreds med. Vi kan ikke smage forskel.”

De får både sms om gode tilbud og er med i gruppen på Facebook, der får aktuel melding fra købmand Helle Andersen.

Butikken er børnevenlig, og det er let at have sønnen Gustav med.

Anker Nielsen, som har Ådum Serviceudlejning, runder familiens indtryk af: ”Det er et plus socialt, at vi har en købmand i Ådum, og for mig desuden, at jeg ikke skal bruge tid på at stå i kø. Ekspeditionen er effektiv.”