Aadum Husholdningsforening tabte ikke tråden ( torsdag den 13. okt.11)

Aadum Husholdningsforening inviterede på aftentur til Tarm til ”Tryllestaven”. Tove Lauritsen bød velkommen og viste med ord og billeder, hvad der foregår i Tryllestaven, som hun startede i Tarm i 2008.

Tove Lauritsen underviser

Efter en årrække som lærer på Aadum skole videreuddannede Tove Lauritsen sig i Århus på ”Kunst og Design” og Århus Kunstakademi. Med hjælp fra blandt andet Kulturelt Samråd blev det muligt at realisere ideen om en Billedskole, den ene ud af to i hele Ringkøbing-Skjern kommune, hvor børn og voksne kan få undervisning i tegning og maleri.

Billedskolen har foreningsstatus og en bestyrelse bag sig.

Tove Lauritsens beretning lod ikke nogen i tvivl om, at hun stadig er fyldt af entusiasme og forventninger omkring projektet. Det er lykkedes at få mange elever og derved også ansatte til et bredere undervisningsprogram. Der er Dramaskole med Lajla Nielsen-Refs og Tove Lauritsen som undervisere og instruktører. Desuden mulighed for at ”male med garn” og nål eller strikkepinde, hvor Kirsten Kolby underviser. Tove Lauritsen underviser i kul -, tusch- og blyantstegninger, akrylmaleri og andre alsidige udtryksformer, hvor deltagernes kreativitet og skabende evner udfoldes.

På billederne, som blev vist, så man også figurer og skulpturer skabt af genbrugsmateriale, julekrybber i æsker, udsmykningsopgave på Egvad Plejehjem, glimt fra udstilling sammen med Venø og Herning Billedskoler m.m. Efter indledningen og svar på husmødrenes spørgsmål var indtrykket klart, at stedet her ”lever man ikke af, men man lever for det”.

Tryllestaven underviser i mange forskellige ting

Der blev herefter åbnet to værksteder. For dem, som vovede sig ud i tegne- og malekunsten, blev det først til afprøvning af deres tegnefærdigheder, og herefter fik de indsigt i, hvordan man tegner, som man ser. Konturtegning, hvor man kun må se på genstanden, der skal tegnes – og ikke på papiret, var noget af en prøvelse – men med lovende resultater. Senere viste Tove Lauritsen, hvordan man blander farver og sætter dem sammen med hensyntagen til deres mod- og sammenspil. At der er forskellige måder at bruge penslen på til et lille kunstværk efter egen kreativitet, afsluttede det lille forløb, som gav dem, der var med, lyst til også at bruge denne side af kreativ udfoldelse.

Broderiholdet var på gruppen, som faldt helt i tråd med Husholdningsforeningens seneste udflugt: Viborgturens store oplevelse af ”Hærvejstæppet”, denne enestående kombination af akvarel og broderi.

At deltagerne igen stod over for noget unikt blev klart, da underviseren på broderiholdet, Kirsten Kolby, med det samme gjorde klart, at korssting var bandlyst. I stedet instruerede hun i brodering af en formalet brødserviet, som deltagerne fik i hånden, – med kæde-, kontur-, kaste- og bagsting, fladsyning, franske knuder m.m. Det blev til koncentreret syning, mens tankerne gik til både tidens broderede friser og egen skoletid, hvor man var helt fortrolig med nål og tråd og stingarterne, som hørte med i Børnenes Broderibog.

Det blev en stille dameaften, og al snak måtte indhentes, mens man drak kaffen, hvor Tryllestaven var vært med velsmagende brød og fin opdækning.