Generalforsamling for Ådum Købmand

Ved generalforsamlingen den 2. september for Aadum Købmand Aps. aflagde formand Bjarne Bundgaard beretning efter halvandet år siden sidst.

–  Det har været en aktiv og omskiftelig tid for bestyrelse og butik, men heldigvis lykkede det at komme igennem  med hjælp fra Karen, Aase og de frivillige. Regnskabet viste dog sidste år det største underskud inden for de sidste 6 år. Årsagen var udskiftninger bag disken og mindre salg.

Fem års fødselsdag i butik

Butikkens 5 års fødselsdag blev fejret i april sidste år med morgenkaffe, aktiviteter, tilbud og vinsmagning.

Husets 30 års fødselsdag i september var en festdag i telt med helstegt pattegris på menuen. Bjarne Bundgaard holdt afskedstalen for Brian Pedersen og kunne samtidig præsentere Rita Spijkerman som ny købmand.

Det blev dog kun en kort tid med Rita, inden Karen Bang igen måtte tage over sammen med Maja Jørgensen og sørge for administrative opgaver og indkøb. Både de og øvrige medarbejdere passede burikken på en god måde.

Ny købmand ansat

Bjarne fortsatte:

Med ansættelsen af Frank Johansen den 31. marts i år tror vi på, at vi har en god længere varende løsning. Sidst i juni blev Marianne Kristensen ansat. Ligesom Frank bor hun i Hoven. Marianne tager sig både af arbejdet i butikken og har desuden stor erfaring med grønt og blomster, og det har også vist sig som stort plus. ’Velkommen til jer begge’, understregede Bjarne Bundgaard.

Desuden kunne han meddele, at Øjvind Christensen har valgt at træde ud af butikkens bestyrelse.

Øjvind var med til at genstarte butikken for godt seks år siden og har gjort et stort stykke arbejde – der var tak for indsatsen til Øjvind, som netop da kørte i Norge.

Bent Lund blev valgt til bestyrelsen. Der var genvalg til Christina Jørgensen og Bjarne Bundgaard. Genvalg til 1. suppleant Morten Ersgaard og 2. suppleant Hanne Jensen.

 Købmand Frank fik ordet og glædede sig over efterhånden at ’få sat ansigt ’ på de fleste. I sidste kvartal har der været en positiv vækst i omsætningen. Tilbud på kød og nye produkter på facebook og sms er blevet godt modtaget. Ligeså bliver der taget godt imod Mariannes blomsterafdeling – og Karens vinsmagning, som er den første fredag i hver måned.

Formanden rundede af med tak til Karen, Aase, Frank, Marianne og øvrige medarbejdere, Husets bestyrelse, butikkens bestyrelse, Ådums fonde og kke mindst vore kunder for opbakning, så husk: ”Vil I have en butik i morgen, så brug den i dag!”