Ådum Købmand og mere end det

For en uge siden var Ådum Købmand det afsluttende emne ved Fællesmøde i forsamlingshuset.

Formand Bjarne Bundgaard understregede den aften, hvor vigtigt det er, at der bliver handlet lokalt. Det kan kun gentages, for det er jo ikke om en måned eller lige inden generalforsamlingen i marts, at butikken skal besøges. Netop her og nu gælder opbakningen for byen og sognet fremover.

God betjening og vareudvalg

Inden der bliver fundet en ny købmand, som søges gennem Dagrofa, er det Maja Jørgensen og Lasse Guldager, vi møder i butikken. De bliver bistået af Emma, Marco, Anton og Mette. Karen Bang er ligeledes ofte at finde på kontor og i butik.

Rundt på hylderne er der gode muligheder for alle med bredt vareudvalg i forskellige prisklasser.

Vigtig for sognet

Billeder fra Sille Owen for godt et år siden viser den lokale butiks betydning også for kendskab og fællesskab i lokalområdet! Mange samlende initiativer er gjort og har stor betydning fremadrettet.