Kreativitet og fernisering på torsdag

Tretten børn fra den ældste gruppe i Ådum Idrætsbørnehave fik i onsdags en oplevelse ud over det sædvanlige. Støtteforeningen for Ådum Børneunivers sponserede et besøg af en kunstner. Dagens gæst og underviser var Jane Wieben, Rebild. Hun er udøvende kunstner og underviser på skoler og pædagogkurser. Det første, børnene skulle, var at lægge sig på gulvet med lukkede øjne, mens der blev afspillet fuglefløjt for dem. Det varede cirka 5 minutter.

”Hvad hørte I”, spurgte Jane Wieben børnene, der satte sig foran et langt stykke hvidt karton, som lå på gulvet.

Kreativiteten udfolder sig

Børnene havde hørt både fuglekvidder, blæst, vandets rislen med mere. De var også klar over, at de ting hører man i skoven. Der kom en god fælles snak i gang om, hvad man ser, hører og sanser der.

Over skoven strækker himlen sig, og den første kreative udfordring var at male den på kartonen. Alle fik en pensel og blå og hvid maling til at lave himmel.

Det næste var de grønne farver til skoven og nederst den brune jord. Med sort tusch blev der tegnet dyr til skoven og skovbunden.

Dyrene formes

Så var det allerede blevet tid til spisepausen, hvor køkkenassistenten Helle serverede suppe, som det hører sig til om onsdagen.

Med ny energi fortsatte børnene efter pausen. De fik hver en klump ler og lavede mange spændende dyr til projektet: regnorme, larver, myrer, skovsnegle og flere.

Det var tydeligt, at alle kunne være med og fik fantasien i brug. Der inviteres til fernisering i Børnehaven på torsdag.

FERNISERING

Forældre og andre interesserede er velkommen til fernisering i Børnehaven på torsdag den 30. januar kl. 14.30-16.00.