På besøg hos Mormor i Lyne

Ådum Husholdningsforening fik en vellykket aftentur med 21 deltagere til Mormors Ting & Sager i Lyne. Foreningen har tidligere besøgt stedet. Det var op til påsken forrige år, hvor Eva Jensen eller Mormor, som hun bliver kaldt af de fleste, gav en inspirerende demonstration af påske pyntning.

Rustik pynt i år

Nu gjaldt det pyntningen op til jul. Eva Jensen demonstrerede med samme engagement samtidig med, at hun forklarede. ’I år er det stativer, vi tager i brug, som kan stå eller hænge fra loftet. Julen bliver ret rustik, og de grønne farver kommer i brug. Der bruges pudemos, eukalyptusgrene og grønne kugler’.

Flot buket som gevinst

Så blev det tid til kaffen og den gode hjemmebagte kringle. Efter pausen viste Mormor, hvordan en buket bindes. Det så nemt ud, mens hun både bandt og fortalte. En stor og flot buket blev det til, og ved lodtrækningen var Marie Jepsen den heldige, som kunne tage buketten med hjem. Inden hjemturen var der lejlighed til at se sig lidt mere om i butikken. Birthe Lynggaard takkede for en god aften.