Så er Ådum på den anden side af en længe imødeset begivenhed, Ådum Revyen, som igen tog publikum med storm. Forventningerne har været store, og de blev ikke skuffet.
Publikum fik lattermusklerne rørt til mange afslørende indslag om ådumborgeres mere eller mindre heldige optræden.
Godt et par hundrede så revyen, som blev spillet fredag til generalprøve og lørdag aften med også middag og dans.
Professionelt spil
Revy instruktør og forfatter Tina Pontoppidan bød velkommen: ”Vi har haft mange prøveaftener, og nu må det stå sin prøve.
Tak for bidrag, som er kommet til denne amatørrevy. De fleste har dog spillet med i så mange år, at rene amatører er det ikke.”
Det var da også professionelt spil, som holdt opmærksomheden fangen de følgende fem kvarters tid. TV Midt Vests besøg tidligere på året havde inspireret til scener fra Martin Andersens Autoværksted, Morten Ersgaards fjernsynsgevinst og Eddy Tofts mange titler.
Tolv spændende numre
Sladrebænken, 30 kroner, Tale til sognet, Faderskabssagen var nogen af overskrifterne til de i alt tolv fængende scener, som blev indrammet af Kate Schous start- og slutsang. Ulla Holm havde skrevet ’Stof til eftertanke’ og ’Ådums Klimakteriemakreller’.
De medvirkende bag succesen
Revyens aktører var Helle Andersen, Thomas Andersen, Torben Pedersen, Janni Danielsen, Conni Kviesgaard og Tina Pontoppidan. Anne Marie Obbekær Thomsen sad ved klaveret, Ernst Kviesgaard betjente lyd og lys, Michael Enemark var sufflør, Bent Albertsen og Helle Bom stod for sceneudsmykning, Borris Karosserifabrik sponsorerede trøjer, og mange flere var med i indsatsen for, at det hele lykkedes