Cykelsponsorløb for Ådums skolebus

Undervisningen sluttede kl. 12 i fredags på Ådum Børneunivers. To timer over middag var nemlig sat af til det årlige sponsorløb til fordel for Ådums private skolebus. Eleverne kunne vælge at cykle den store bane på 1 km eller den lille på 100 meter. For dem, som gerne ville gå eller løbe, gik ruten rundt om multibanen.

Et par aktive timer

De mange cyklister fyldte godt på stier og i et par gader, og der var da også vagter undervejs, særlig nødvendigt på hjørnet mellem Tøstrupvej og Stadionvej. Mange børn havde selv styr på de kørte omgange, men lærere og andre hjælpere førte en nøjagtig optælling i køretiden.

På den store bane kørte Jacob fra de stores team flest omgange, og Vilja kørte flest fra lille team, og på den lille bane var det Noah, som kørte flest. Julie løb flest omgange.

Børn indsamlede 20.000 kr.

Børnene havde inden løbet været ivrige for at skaffe sponsorer, og det var lykkede godt.

Sebastian fra de stores team og Andreas fra de små havde fundet de fleste sponsorer. Flest penge lykkedes det for Mads fra de stores team og Søren fra de små at køre ind. Børnene indsamlede godt 20.000 kr. Desuden var der en anonym donation til Ådum Skolebus på 5000 kr.

Skolebus med stor betydning

Skolebussen har stor betydning med de elever, som hentes og bringes til Ådum Børneunivers uden for skoledistriktet. Det koster ikke børnene noget at køre med – ud over forældrenes medlemskab af Støtteforeningen.

Skolebestyrelsen stod for kage og drikkevarer. Der var god afsætning på delikatesserne ikke mindst tiltrængt for løbere og cyklister. Efter medaljeuddeling var det så blevet tid til weekend.