Den farvestrålende bus ”Evig Glad” fra Danmarks folkekirkelige Søndagsskoler har igen besøgt Ådum. Chaufføren Rudolf Larsen parkerede på pladsen bag ”Hjemmet”.
Rudolf fandt hurtigt de spændende legeredskaber frem fra bagagerummet, og der var noget for alle børn at prøve.
Solen skinnede, og legen gik godt, indtil lederne hentede kaffe og saftevand med ud på plænen. Det blev nydt med hyggeligt gensyn efter sommerferien og god modtagelse af et par nye børn i klubben.
Rudolf fortæller og tryller
Derefter gik alle ind i dagligstuen på Hjemmet og fandt en plads foran Rudolf, som fortalte om barnedåben og dens betydning med nogle gode illustrationer til. Både før og efter blev nogle af de velkendte sange sunget.
Rudolf bliver husket fra tidligere besøg for sine tryllekunster, og han sluttede da også denne eftermiddag af med et par tryllerier til stor fornøjelse.
Børneklubben mødes hver torsdag kl. 15.30 på Hjemmet.
Program for efteråret og flere oplysninger fås hos lederne Jonna Jensen tlf. 30209629 og Laila D. Larsen tlf. 24445972.