5. klasse og deres klasselærer Louise Bech Jakobsen har vundet bronze i DM høvdingebold i Grenå den 14.-15. maj 2019!
Dagen efter er 5. klasse igen på plads i klasseværelset, hvor de viser deres medaljer og gerne fortæller om oplevelser fra to koncentrerede dage.
En udfordrende tirsdag
Efter en normal skoledag tirsdag var to forældre og Louise klar til at køre eleverne til Grenå. Turen tog halvanden time. Der var indkvartering på en skole til overnatning på gulvet på medbragte madrasser.
Kl. 15.30 begyndte kampene, og Ådum-eleverne spillede fire kampe og vandt de tre. Det var en god begyndelse i en skoleturnering med over 400 deltagere.
Onsdag sluttede med bronze
Allerede ved 6-tiden næste dag stod eleverne op, men Ådum- eleverne spillede dog ikke før 10.20 en kamp, som de vandt. Over middag tabte de semifinalen, men vandt bronzefinalen! Intet mindre end fantastisk!
Hele forløbet måtte de spille med seks spillere mod de andres hold med syv. I fordelingen skulle der være mindst tre piger, og Ådum havde kun to piger at stille med.
Fællessamling og diplom
Ved fællessamlingen torsdag morgen blev 5. klasse hyldet for deres indsats.
Diplomet, de fik med hjem, vil blive indrammet og hængt op på gangen.