“Lærdansk” i Ådum for mænd

For to år siden fik søstrene Jytte og Lene Bjørslev ideen til en Taldansk Cafe i Ådum. Her mødes udenlandske kvinder stadig hver uge i Klublokalet til samvær og undervisning.

Men hvad med mændene, som har deres arbejde på gårdene i området. Det har været en mangel, at der ikke har været noget tilbud til dem. 

Aftenhold for mænd

Det er imidlertid lykkedes nu i samarbejde med Lærdansk i Ringkøbing-Skjern. Lene Bjørslev kunne tirsdag aften byde velkommen på Ådum skole til lærer Chantal fra Lærdansk i Skjern. Hun og hendes kollega Helle vil undervise de to ugentlige aftener som et tilbud med netop mænd i fokus. 

Der var en vis spænding til fremmødet, og det blev en positiv start, hvor ti mødte op. Otte mænd og to kvinder kom og var klar til undervisning.

Fælles ønske

Efter en præsentation, hvor det fremgik, at en enkelt var fra Litauen og fra Ukraine og resten fra Rumænien, og at nogle havde været her i adskillige år og andre i ganske kort tid, var der dog et samlet ønske for alle: at lære dansk.

Chantal startede herefter undervisning, viste på skærm og uddelte begyndermateriale, mens alle efter tur var ude på gangen for at blive meldt til og få styr på formaliteter hos Susanne Bregendahl, afdelingslederen på ’Lærdansk’.

Elevmaterialet lagde op til enkle spørgsmål og svar. Der var ingen tvivl om, at dansk er svært, men det blev præsenteret, så alle fik en optimistisk oplevelse.