Eleverne mødte op på skolen fredag morgen festligt udklædte. Gåturen til Ådum Købmand og tilbage igen var kold på denne vintermorgen, men heldigvis kunne overtøjet godt forenes med udklædning.
Sang på Købmandstorv
Købmanden Brian tog imod udenfor på pladsen, og nogle kunder var også kommet tidligt for at se børnene og høre fastelavnskantaten.
Den blev opført af hele flokken under ledelse af lærer Ina Tveden Jørgensen.
Der blev sunget om fastelavn i de gamle dage med både flæskemandag, hvor det sidste kød blev spist og hvidetirsdag med tynd bollemælk, og den lange fastetid, som fulgte efter.
Indenfor i butikken
Børnene blev budt ind i butikken bagefter og var turen forbi Købmand Brian, inden de kunne fortsætte til disken, hvor Lene sørgede for godter til alle.
Der var en præmie til bedste udklædning blandt store og små.
Astrid modtog præmien for udklædningen som ”Dansende landmænd”.
Vilja fik præmien som fuldt udstyret pirat med sabel, klo og dødningehue.
Katten slået af tønden i hallen
Fastelavnsfejringen fortsatte i Hallen. Her gik de festligt udklædte børn og voksne turen rundt nogle gange, så der var lejlighed til at se hinandens udklædning.
Fire tønder var hængt op, og i rækker efter klassetrin blev det tid for tøndeslagning.
Tønderne var solidt samlet, så der måtte slås hårdt til, og krævede mange omgange.








