Alvorlig trussel fra mårhund

Omkring 60 lokale jægere og andre naturinteresserede var mødt op i Ådum Forsamlingshus til Jagtforeningens aften med Mårhunden som emne.

Naturvejleder og skovfoged Brian Kjølhede fra Naturstyrelsen Vestjylland var aftenens foredragsholder, og han fik tilhørernes fulde opmærksomhed fra først til sidst med sin levende beretning om mårhunden og dens særlige kendetegn.

Mårhunden en alvorlig trussel mod dansk fauna

Med humor og glimt i øjet fortalte og viste han billeder fra sine mange oplevelser med fangst og jagt på dyret.

Brian Kjølhede beskrev, hvordan mårhunden, som er et rovdyr, slår sig ned især i vådområder. Her er den en alvorlig trussel for jordrugende fugle som ænder, gæs og de forskellige vadefugle. Den energiske ekspert i mårhunde gav mange gode råd undervejs for både jægere og naturinteresserede.

En kapacitet var kommet til Ådum

Lige siden de første dyr kom hertil sydfra for omkring ti år siden har Brian Kjølhede arbejdet med bekæmpelse af den invasive mårhund.

Formand for Ådum Jagtforening Jens Lindby ser tilbage på en god aften og giver udtryk for, at med Brian Kjølhede har Ådum haft besøg af en kapacitet og vel nok landets fremmeste ekspert på området.