Ruten for Ådum Husholdningsforenings udflugt var i år lagt i det vestjyske område. De to bestyrelsesmedlemmer og planlæggere Margit Plauborg og Aase Hedevang inviterede i oplægget til ’en dejlig dag i den barske og smukke vestjyske natur – også kaldet eventyrets land’.
Programmet vakte interesse, og længe før tilmeldingsfristen var turen fuldtegnet til bussens 52 pladser.
Det var en flot solskinsdag, og landskabet blev nydt, mens turen gik sydvestpå til første stop i Kærgård Klitplantage. Her var bestyrelsen klar med kaffe og smurte rundstykker, og der var siddepladser til alle i Oktogon, Naturstyrelsens bålhytte.
Cirkulær bro ved Filsø
Vejen førte videre gennem plantagens specielle bevoksning med tilsandet egekrat.
Ved Filsøgård parkerede bussen, og foran lå en ny spændende attraktion ved Filsø, den cirkulære bro. Alle gik med på det sikre betonunderlag og oplevede naturen og vandet på nært hold.
Dette projekt er ikke afsluttet. Tegninger viste et spændende byggeri, som vil blive støttet af fondsmidler.
Middag på Billum Kro
Billum Kro var herefter målet. Der var flag ved indgangsdøren, og to serveringsdamer stod i døren og tog imod. Kroens hjemmelavede retter blev nydt med velbehag.
Turen fortsatte gennem det flotte, lyngklædte landskab til Tirpitz, bunkeren fra Anden Verdenskrig.
Tirpitz
Tirpitz blev ikke færdig til sit formål og blev fundet i 2008. Museet åbnede der sidst i juni i år og har allerede haft 70.000 besøgende. Gruppen blev delt i to hold til orientering om det store projekt og udstillingerne. Derefter var der en time til at gå rundt på egen hånd.
Hver person fik en audio-guide, så man kunne lytte sig til forklaringen undervejs. Det var en rundtur, som efterlod mange indtryk og sikkert et ønske om at komme igen.
Nationalpark Vadehavet
Bussen fortsatte mod Ho og Skallingen. Naturvejleder og hyrde Bjarne Slaikjær fra Skov- og Naturstyrelsen kom med i bussen og fortalte undevejs om det spændende område. Siden 1994 har han passet de dyr, som hver sommer afgræsser Skallingen. Undervejs viste han en myretue med gule myrer og gav smagsprøver på myrerne, for det er nemlig samme slags, som spises på restaurant Noma i København.
Kaffe og kager
Ved den medbragte kaffe, som blev nydt i madpakkehuset, fortalte Bjarne Slaikjær videre om det spændende område , som er en del af Nationalpark Vadehavet.
Efter hyggelig hjemtur med også et par sange fra sangarket sluttede den begivenhedsrige dag.








