På søndag den 18. juni er der fælles pilgrimsvandring for de fem sogne i Tarm pastorat.
Dagen begynder med gudstjeneste i Ådum kirke kl. 9.00 ved sognepræst Hans Petur Kirkegaard og pilgrimsudvalget.
Kaffe på Lille Mølle
Derefter er der kaffe og boller, bagt af Blåkilde Efterskole,
på Lille Mølle, som ligger cirka halvanden kilometer nordøst for byen. Engang var her en skvatmølle, og Krista og Poul Erik Poulsen har genskabt lidt af fortiden i det naturskønne område.
Vandring ad naturstier
Vandringen fortsætter til andre smukke steder og ad Ådums naturstier og er på cirka 7,5 km.
Undervejs vil der være en strækning, hvor man bliver opfordret til at være stille. Ellers er der god mulighed for gode samtaler med andre vandrende, mens man går. Der vil også blive fortalt lidt lokalhistorie et par steder undervejs.
Der er tilrettelagt en kort rute for dem, som ikke kan gå så langt.
Andagt i kirken og suppe på ”Hjemmet”
Turen slutter i Ådum kirke, hvor Hans Petur Kirkegaard vil holde en kort andagt.
Herefter serveres varm suppe på ”Hjemmet” lige over for kirken. Suppen er igen i år sponsoreret af Bechs Hotel.
Mellem kl. 13 og 14 vil man kunne være klar til hjemkørsel.








