Flere arrangementer i vente for husmødre

Af Ådum Husholdningsforenings 80 medlemmer kom 46 til det store tagselv bord med lune retter, som bestyrelsen i forbindelse med generalforsamlingen var vært for i Ådum Forsamlingshus.

I sin formandsberetning gennemgik Tove Christensen årets mange gode oplevelser i foreningen med god tilslutning og lovede, at der var flere i vente i kommende sæson.

Birthe Lynggaard gennemgik regnskabet, som sammen med formandsberetning blev godkendt af forsamlingen.

Der var genvalg til Tove Christensen, Birthe Lynggaard og Margit Plauborg. Som 1. suppleant fortsætter Dagmar Vestergaard, og Lone Bech blev valgt som 2. suppleant. Lene Bjørslev afløser Lilian Tønder som revisor.

Herefter fulgte en underholdende del med uddelte raflebægre, terninger og pakker til hvert bord. Det var et godt indslag, som deltagerne hyggede sig med, og som endte med, at alle fik en gevinst med hjem.

Kagebord og kaffe sluttede aftenen, inden Tove Christensen takkede, og den sidste sang på sangbladet blev sunget.