Mandag aften åbnede Ådum Jagtforening sæsonen med flugtskydning på skydebanen på Bundgårdsvej.
God aften i blæst og natur
Selv om vejret var både koldt og blæsende, var der god tilslutning. Bestyrelsen var klar med banerne og standpladser. Deltagerne delte sig i to grupper, som kom hele vejen rundt og skød henholdsvis på bagduer, spidsduer og højre- og venstre sideduer. Der var både godt humør og opmærksomhed omkring præstationerne.
Lunt indenfor
Skydesedler blev udleveret i Jagthytten. Gunnar Andersen havde som sædvanlig inviteret sin kone Martha med, og hun grillede pølser og brød. Det blev fortæret og nydt i en god pause ved bordene i jagthytten, hvor man kunne sidde lunt inden døre.
Flugtskydning fortsætter
Det var sæsonens første aften og skulle resultatet på skydesedlen ikke have levet helt op til forventningen, så er der gode chancer med mange flugtskydningsaftener at se frem til. Det foregår nemlig hver mandag aften på banen til og med den 21. august. Dog er der ferielukket i uge 29 og 30.
Se aktiviteter på Ådum Jagtforening
Ådum Jagtforening har 110 medlemmer. Formanden er Jens Lindby, Ådum. Ådum Jagtforenings aktiviteter kan ses på foreningens hjemmeside.