Sammen med lærerne Ina Tveden Jørgensen og Kasper Egerup tog 38 elever fra Ådum skole med Folmanns bus den 22. november og satte kursen mod Ribe.
Inden det store salmesangstræf med i alt 500 skoleelever fra Ribe stift skulle begynde i Domkirken, var der tid til at nyde madpakkerne og se kirken udefra og høre små elevforedrag om statuerne på pladsen.
Salmesang af hjertens lyst
Dørene åbnedes i god tid, så alle kunne nå ind og få deres anviste pladser. Et ark med overskriften ”I medgang og modgang” og de seks indøvede salmer fik hver elev med i hånden. Pladserne i det store kirkerum blev næsten fyldt, og organisten Lotte Bille indledte med et præludium. Præsten Morten Thaysen fra Sct. Jacobi Kirke i Varde havde derefter fuld opmærksomhed fra den store elevflok, mens han fortalte lidt om hver salme, inden den blev sunget.
Noget for både øjne og ører
Der var oplevelser fra præstens barndom på kælkebakken, hvor han og kammeraten slog korsets tegn, Sorg-Agre beretningen fra Ballum, noget om FIFA-spil og yndlingsholdet Chelsea FC – suppleret med rekvisitter som krumsabel og fodboldbåthorn.
Salmesang og sightseeing
Salmerne blev sunget stående, for så ”kan man synge både bedre og kraftigere”. Det var en god oplevelse, som levede op til RAMS’ formålet: at styrke og udvikle samarbejde mellem skole og kirke i Ribe stift.
Ådum Menighedsråd betalte bussen, og der var sat tid af til rundtur i Ribe med flere seværdigheder og historiske oplevelser i Danmarks ældste by.








