På den lidt kølige anden pinsedag var de lune jakker kommet ud af skabet, da deltagerne i den fælles gudstjeneste for Tarm pastorat samledes på den åbne plads mellem træerne.
Det er blevet en tradition, at man mødes der, selv medbringer noget at sidde på, og hvis man har lyst til det, også frokostkurven. Det lykkedes da også at finde læ til fortæring bagefter i de smukke omgivelser.
Spejdere medvirkede ved gudstjenesten sammen med kirkens personale.
Ind- og udgangsbønner og dagens tekst blev læst af spejderne, som havde lavet både alterbord og kors og pyntet med blomster.
Med Messing-kvintetten fra Skjern som den helt rigtige musikalske støtte løftede stemmerne sig i salmesangen. Pastor Peder-Henning Söderstjerne illustrerede med mange dagligdags eksempler, at der er noget, man bliver tiltrukket af, og noget, man ikke bliver tiltrukket af. Han drog forbindelse til dagens tekst om, at det er Gud, der sørger for, at vi bliver tiltrukket af det kristne budskab.
Cirka 75 deltog i gudstjenesten, som blev rundet af med et flot postludium fra Messingblæserne.








