Ådum gør klar til at modtage gæster søndag den 22. maj kl. 10-16 til ÅBEN ÅDUM. Formålet med arrangementet er at vise og skabe interesse for, hvad Ådum har at byde på. Det er også dagen, hvor ådumborgere kigger indenfor på de åbne steder.
Tag turen rundt i by og sogn
Der er 34 åbne steder, som præsenterer både erhvervsvirksomheder, landbrug, håndværkere, niche erhverv, foreninger, købmandsbutikken, sognets fælles faciliteter som kirke, skole, børnehave og vuggestue. Der er veteranbiludstilling, åben vindmølle, åben hal med modelflyvning og meget andet, som fremgår af folderen ÅBEN ÅDUM med omtale og rutebeskrivelse. Den kan hentes i Købmandsbutikken, hvor den vil ligge fremme fra cirka den 10. maj.
Turen vil vise, at vi har rig mulighed for at dyrke fritidsinteresser i Ådum med hal, fitnessbane, petanque- og tennisbaner, gode sportsfaciliteter nær ved skolen, bålhytte og anlagte vandrestier med mere. Meget er jo netop blevet til ved fælles frivillig indsats. Et aktivt foreningsliv tilbyder noget for næsten enhver smag.
Naturen omkring Ådum er smuk med marker, skove, søer omkring os samt bakketoppe med flot udsigt og lave steder med bække og åer.
Plads til flere i Ådum
Bosætning er et vigtigt tema for ÅBEN ÅDUM . På Søndertoften i Ådum by, bliver et telt stillet op på dagen, hvor lokale håndværkere vil være til stede. Der er byggegrunde at tage i øjesyn, – kommunens fem grunde er til salg. Huse, som er til salg, vil være åbne i tidsrummet kl. 11-13. Ejendomsmæglere fra Nybolig og EDC Tarm & Skjern, folk fra kommunen og Ringkøbing Landbobank vil være klar med råd og vejledning.
I teltet på Søndertoften sælges helstegt pattegris samt drikkevarer mellem kl. 11-14, og det er Støtteforeningen for Ådum Børneunivers, som står for dette arrangement. Salget går ubeskåret til foreningen. Herefter er der kaffe på kanden i forsamlingshuset og lejlighed til at nyde husets gode rammer.
Med i gruppen omkring ÅBEN ÅDUM er Hannah Bækgaard, Lisbeth Moeskjær, Harald Olesen, Anker Danielsen og Niels Møller Hansen.
Gruppen byder velkommen til dagen sammen med de åbne steder og alle sognets beboere i øvrigt, som i fællesskab vil formidle oplevelsen af, at Ådum er et godt sted at bo — fordi vi oplever her at blive taget godt imod, er fælles om projekter til sognets vel, hilser på hinanden, har sociale mødesteder og kan nyde smuk og varieret natur.
Vi ønsker et godt – ÅBEN ÅDUM !








