40 års jubilæum på DLG i Ådum

maj 2016 Den 1. maj kan Lars Pedersen, DLG’s driftsafdeling i Ådum, fejre 40 års jubilæum. De mange år markeres på fredag eftermiddag med reception på Tarm Bowlingcenter.

Lars voksede op i Tarm. Da han var færdig i skolen, søgte han plads på landet i Ådum, som tiltrak på grund af bekendtskabet med Elly. Lars Pedersen fandt ret hurtigt ud af, at han gerne ville noget andet end landmand, og spurgte Knud Johst på møllen, om ikke han manglede en mand.

Svaret var et nej, men inden længe henvendte Knud Johst sig, og Lars blev som 19-årig ansat på møllen, hvor han har gjort udviklingen med, fra de var 8-9 ansatte til i dag, hvor han er ene mand på møllen.

Der var ingen læretid, men oplæring kom med udfordringerne. Arbejdet var i mange år legemligt hårdt. Sække blev slæbt og båret rundt, og der skulle køres varetur til kunderne. Der var stort tryk på i høsttiden.

Arbejdets udvikling
Møllen 126_2642 b
I dag er der ingen sækkevarer på møllen, men kun løs korn og gødning. Møllen har en stor kornafdeling i kraft af gode bygninger, som Knud Johst stod for byggeriet af. Meget korn ligger på lager, og det er Lars´ arbejde at passe tørreriet i høst og tørre kornet færdigt til lager.

Lars står også for udlevering og vejning. Han sidder ved computeren og lægger alle oplysninger ind i systemet. I denne uge har han tørreriet i gang til en stor ordre på maltbyg, som skal tørres lidt ekstra og analyseres for protein og vand. Ved udlevering hentes mellem fire og 20 læs på en dag.

De stille dage bruger Lars til at holde møllen ren og pæn. IMG_4963 bOfte må han bruge kosten, men heldigvis er der maskine til det udvendige.

Med de mange år på møllen er Lars kendt af alle og afholdt for sit gode humør og de mange sjove bemærkninger, han i tidens løb har spredt opmuntring omkring sig med.

Jubilæet fejres ved receptionen med samarbejdspartnere, kolleger, venner og familien.