Møde med de erhvervsdrivende i Ådum sogn
Den 11. juni afholdt Ådum Borgerforening et fyraftensmøde med temaet ”hvad kan vi i fællesskab med de erhvervsdrivende gøre for at udviklingen og bosætning i Ådum udvikler sig positivt”. Det blev et skuffende fremmøde i betragtning af, at der var udsendt personlige invitationer per mail, og der var annonceret i Ådum Nyt. Vi savnede især deltagelse af nogle landmænd.
Mødet, som startede med et oplæg af Jørgen Madsen fra Aktiv Faster, gav inspiration til, hvordan der kan arbejdes videre med at udvikle Ådum som landdistrikt. Det blev påpeget at det er vigtigt at være synlig både i sognet og udadtil bl.a. via pressen, tænke kreative tanker og sørge for en overordnet udviklingsplan for Ådum. Vejen frem er at skabe værdier i form af aktiviteter og events som binder folk sammen, samt skabe blivende værdier i form af investeringer og anlægsarbejder, hvortil der kan søges et utal af fonde. Alt dette kræver en masse frivillig arbejde, men Jørgen Madsen kunne også berette, at det kan nytte at gøre en ekstra indsats.
Konklusionen blev, at vi til efteråret vil indkalde til et Borgermøde, inddrage foreninger, erhverv, institutioner, aktive unge og forældre samt det grå guld og udforme en fremtidsplan for Ådums udvikling.
Ådum Borgerforening ønsker alle en god sommer
TAK til KNUD MOGENSEN for at vi igen i år kunne nyde Skt. Hans Bål ved Teglværkssøen og til HANS LAURIDS for båltalen.
Tak til alle hjælpere og jer som deltog i Skt. Hans festen i Ådum.








