Hvordan kommer man i gang med at lave en beretning i denne situation, hvor butikken / forretningen/ ApS er sat på stop? Og så alligevel ikke?
Starten på 2013 med ny købmand, som starter lidt på en frisk, havde vi håbet skulle bringe noget nyt på banen for os alle. Vi havde en tro på, at forandringer ville komme, men vores forhåbninger slog ikke helt til – hvorfor det?
Der kan være mange forklaringer, men vilkårene blev ikke nemmere lige netop på dette tidspunkt, da loven omkring åbningstider lige var trådt i kraft i november.
Så kan man sige, hvad har det med vores drift at gøre. – Jo, samtidigt med at butikkerne havde længere åbent, så fik kunderne større tidsperspektiv til at handle i de større butikker, og så sker der også det, at butikkerne begynder at slås med lave priser, for nu skal kunderne jo gerne opdage, at der kan handles i mange timer.
Konsekvensen for de små butikker blev:
- Lavere omsætning
- Mindre kundestrøm
- Lavere bruttoavance
- Dårligere drift – rigtig mange små butikker lukkede i 2013
Vi havde dog held til at holde omsætningen nogenlunde i vores butik. Andre små butikker faldt væsentlig mere i omsætning, end vi gjorde, men de lave priser på tilbud, gjorde ondt på vores avance.
I samarbejde med DSK samt Borgerforeningen i Hoven lavede vi projektet vareudbringning til Hoven, og det gav jo faktisk, at vi fra at have 5 kunder tilbage i Hoven, kom op på 9 kunder samt en børneinstitution, så dette kunne ses som en succes, og kunderne var glade for det. Tak til de frivillige chauffører, samt de frivillige hjælpere i butikken til pakning af varer. Vi håber, I er klar igen.
Vi foretog skifte af bagerleverandør af frisk brød, og det følte vi, at kunderne tog rigtig godt imod, og vores aftale gav faktisk et bedre resultat på avancen på brød.
Vi måtte ændre på vores forhold med bogføring, og jeg vil ved denne lejlighed sige tak til Find Andersen for hans arbejde gennem tiden med den del. Da vi ikke lige havde en frivillig på hånden, besluttede vi at samarbejde med Supergros omkring dette.
Vi har kørt en meget stram økonomi og været hængt op på vores aftaler med bank og leverandører. Det har været en stor opgave, da indtjeningen ikke levede op til vores udgiftsniveau, og det har trukket tænder ud på dem, som har siddet med den del.
Ved halvåret kan vi i bestyrelsen godt læse tallene, og se, at dette kommer ikke til at hænge sammen længere. Vi forsøger lidt i små grupper at sammenkalde nogle grupper, som måske kan give os en ”hånd”, og der var også nogle enkelte som hjalp – tak til dem, men den længerevarende hjælp, som der var behov for, kom ikke på banen, og det var også svært at få øje på, hvad der kunne hjælpe på sigt.
Vi vælger i august grundet opsigelsesvarsler, at opsige det faste personale, som gavde længst varsel.
Derfor blev enden, at vi styrede butikken mod afslutning den 31/12. Derfor indkaldte vi til stormødet i forsamlingshuset den 25/9, hvor vi jo havde en fantastisk opbakning fra borgerne i området, og der kom også rigtig mange gode ideer på bordet, men ikke nogen løsninger.
I september nedsættes der en arbejdsgruppe, som skal forsøge at tænke nyt og evt. få fat på en købmand som kan overtage og køre videre i ny konstellation, og der var også interesserede, men de faldt fra til sidst, så det lykkedes ikke.
Herefter gik en rigtig træls og travl tid i gang, hvor vi styrede mod den kendte lukning 31/12, og det blev med pålæg om nedskæring af varelager lige så stille og roligt, men hvor vi samtidigt lovede, at vi ville sørge for at være leveringsdygtige i alm. dagligvarer indtil jul, og det klarede personalet godt. Jeg vil gerne sige tak til personalet for indsatsen. Det var helt sikkert dem, som havde det værste job i den periode, for de mødte kunderne dagligt.
Vi havde et lille arrangement for de frivillige i bagbutikken, som blev et hyggeligt arrangement med tak for deres indsats gennem året. Jeg tror, vi blev 26 i alt. Jo, sammenholdet var der også i en svær tid.
Jeg vil slutte med at takke personalet og beklage, at vores taktik ikke lykkedes til bevarelse af vores butik, men vi føler at have gjort en målrettet indsats. Tak til ungarbejdere samt alle frivillige, deriblandt søndagsvagter, og alle de andre praktiske ting, som blev gjort i dagligdagen.
Tak til Karen, for at du tog aftalen med os om at gøre arbejdet færdigt, og dermed tog det sidste rigtig trælse træk.
Tak til bestyrelsen Karl, Hannah, Mette & Torben for samarbejdet om løsning af vores opgave her på det sidste.
Tak for – at I har været med til at løfte den – opgaven på en god og sober måde.
Tak for – at vi sammen havde den holdning, at vi sammen ville kunne svare enhver sit, og at vi i dag kan kigge alle i øjnene for vores indsats – det har været lidt barsk ind i mellem. Tak til Jer!
En stor tak til de personer (jeg tør ikke nævne navne) – vel gør jeg så – Mette, Tove, Dagmar, Johanne & Peder. I har gjort en fantastisk opgave med oprydning samt rengøring, så stor– at der står en butik fuldstændig ren og ryddet – tak for det.
Den sidste tak skal lyde med fremtiden for øje, men den kom jo i det forgangne år, – nemlig gaven på de 500.000 kr., men bliver først synligt senere./ Niels Møller Hansen