Foreningernes fællesmøde i klublokalet

Den 15.01.2014

Ved Fællesmødet, som Borgerforeningen inviterede til, mødtes bestyrelsesmedlemmer fra foreninger og andre interesserede til en drøftelse af initiativer i lokalsamfundet.

Det blev først til et tilbageblik på året, der er gået, og en evaluering af de større fælles aktiviteter: sommerfest, revy, Åben Ådum og aftenen med Anders Agger.

Det har været gode oplevelser med stor indsats fra arrangørernes side. Der var ingen tvivl om, at man gerne vil bevare arrangementerne, og at nogle som hidtil kun holdes hvert andet eller tredje år.

Ideer kom på bane for arrangementer i 2014. Det var blandt andet om sommerfesten, dens indhold og længde. Borgerforeningen har et møde med erhvervsvirksomheder, herunder også landmændene, i tanke, idet der ikke er noget samarbejde med erhvervene. Der var også opmærksomhed omkring skolen og dens profilering med lidt nyt fremadrettet fra Støtteforeningens bestyrelse. Fra Borgerforeningen blev det nævnt, at en madaften var i forslag, hvor udlændingene her lavede maden.

Blandt punkterne var behovet for Dankort terminal. Hallen har investeret i en, som andre foreninger kan leje. Den endelige afregning for lån beregnes efter antal transaktioner i løbet af året.

Debatten fortsatte under kaffen

Debatten fortsatte under kaffen

Ny købmand var også på dagsordenen. Den halve million og de dermed ændrede vilkår for en ny købmand blev nævnt, men til videre drøftelse blev alle opfordret til at komme og være med ved Stormødet i Ådum Forsamlingshus på tirsdag den 21. januar kl. 19.30.

Ordet blev herefter givet bordet rundt til formænd eller bestyrelsesmedlemmer fra foreningerne, som heldigvis var bredt repræsenteret af de 25 fremmødte. Sammen med beretningerne var der også en påmindelse om at bruge kalenderen i Ådum Nyt og på aadum.com., når der planlægges.

Drøftelsen af lokallivets muligheder og udfordringer fortsatte under kaffen. Fra Borgerforeningens side opfordredes til at komme med gode bud og ideer.

Ideer gives til Borgerforeningens bestyrelse: Formand Kim Hedevang, næstformand Anker Nielsen, kasserer Poul Erik Vinding, sekretær Anke Gerdes, øvrige er Gitte Hansen, Helle Bom og Narcis Damian