Alle børn fra Ådum Børneunivers gik fredag morgen i samlet flok til juleafslutning i Ådum kirke.
Det var årets næstkorteste dag, og det var da også en lidt mørk tur, inden de nåede ind i det oplyste kirkerum.Juletræet var hentet ind og på plads, men de levende lys tænder kirketjener Helle Bom ikke før Juleaftensgudstjenesten.
Børnene fyldte bænkene, og en del forældre og bedsteforældre kom også.
Der blev sunget salmer, og sognepræsten Hans Petur Kirkegaard talte om navne og deres betydning. Blandt andet sagde han, at loven siger, at man skal have et navn, inden man er et halvt år. I dag tænker vi ikke så meget på, hvad navnet betyder, men mere om det er pænt og lyder smart. Før i tiden lagde man vægt på navnets betydning, og her i julen, hvor Jesu fødsel fejres, er det værd at lægge mærke til betydningen af hans navn, som er ”Gud frelser”.
Krybbespil ved 3.- 4. klasse
23 elever fra 3. – 4. klasse
opførte krybbespillet ”Lam og julefår”. Det er skrevet af Søren Bechmann, og det var en uropførelse, det vil sige, at dette stykke blev opført for allerførste gang og med en ny synsvinkel på juleevangelet
Og vel var det anderledes, men hovedsagen er den samme. Får og lam fik stemmer og udtrykte deres angst for ulven, fordi hyrderne glemte at passe på dem. Alle hyrder var gået ind i stalden for at se det nyfødte lille menneskelam. Dyrene så lyset og englene og søgte ind i stalden. Her kom de til at holde af den lille ”guldklump”, som også fik besøg af tre vismænd, der havde rejst langt.
Lærer Ina Tveden Jørgensen, som havde instrueret krybbespillet, forklarede inden,
at der ikke var noget med udklædning. Alle spillede i deres eget tøj med et rolleskilt på.
”Når de går i gang, vil I ikke være i tvivl om, hvem de forskellige er,” sagde Ina Tveden.
Så gik turen tilbage til skolen, og nu nydes juleferien indtil den 6. januar 2014.