Ådum: Aadum Husholdningsforening og Medborgerklubben kan se tilbage på en vellykket tur til to haver i Videbæk.
Det var en eftermiddag med flot vejr, og de to haver i samme gade viste sig i al deres pragt.
I den japansk inspirerede have, som Brita Uldum har anlagt, giver de mange sten og niveauforskelle en god virkning. Stierne førte forbi vandfald og vandpartier, og undervejs sås den ene sjældne plante efter den anden.
Brita Uldum er kreativ på flere områder og meget alsidig. Hendes atelier var åbent for besøgende, og her fik deltagerne lejlighed til at se hendes akvarel- og akrylbilleder samt glaskunst. Den medbragte kaffe, som bestyrelsen havde sørget for, blev nydt hos Brita Uldum.
Uden at skulle flytte biler spadserede deltagerne ind i den anden have hos Anette Kamgaard og Hans Jørgen Andersen.
Det var en have i ét plan med drivhus og mange sjældne planter som for eksempel duetræ og ægte tulipantræ. Også her var der vand ved terrasserne. Der var gjort et stort arbejde med brolagte stier mellem bedene.
For de 25 deltagere var det nydelse at betragte de smukke blomster og planter, og mange billeder blev taget for at kunne genopfriske oplevelsen.