Få dine dagligvarer leveret direkte til dit køkkenbord

Fra 1. maj bliver det muligt at få varer fra Kwik Spar Købmanden i Ådum leveret på køkkenbordet for kunder i Ådum og Tarm.

Formanden Niels Møller Hansen fortæller: ”Vi har fået så mange positive meldinger fra vore kunder i Hoven om, hvor glade de er for denne service. Derfor vil vi nu udvide vores service til Ådum og Tarm!”

”Der skal bestilles senest torsdag kl. 15.00, og varerne leveres fredag formiddag. Men det bliver ikke længere et projekt med tilskud fra Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, som vi nyder godt af med omkostningsfri varelevering til Hoven fra 1. februar indtil den 1. maj.

Derfor skal vi have lidt til kørselsomkostninger for de frivillige, som lægger bil til at køre med vores flotte trailer. Det kommer til at koste 25,- kr. pr. levering, men vi tror ikke, det vil afholde nogen fra denne service.

Vi vil gerne have nyheden om dette tilbud spredt i Tarm og Ådum, og håber på et netværk af udbringere fra Ådum og gerne Tarm, hvor man hjælper hinanden med at få dagligvarer leveret i køkkenet, som det har været tilfældet til Hoven gennem flere år,” lyder det fra formanden.

”Så til nye kunder i Tarm – ring til butikken og snak med Keld eller Karen på telf. 9737 6012 og hør mere om dine muligheder for at få dagligvarer leveret direkte til dit køkkenbord.”

”Vi har hos Kwik Spar Ådum været meget glade for samarbejdet med Hoven Borgerforening, Hoven Plejehjem, Ådum Medborgerklub samt Ådum Borgerforening, som alle har været med til at forme aktiviteten, – og at de også har stået bag os, har været en god ting,” understreger Niels Møller Hansen.