Gré Froentjes fra Groningen i Holland har sammen med sin mand taget turen til Vestjylland, og de har fyldt bilen med billeder og figurer, som repræsenterer kunstnerens personlige udtryksform.
Gré Froentjes finder motiverne til sin kunst i fantasi og underbevidsthed fra hele livet. Hun udtrykker både de gode og smukke ting, der er sket, men også sorgfulde og mørke begivenheder.
Malerierne er fremstillet med tryksværte på vandbasis i forskellige nuancer i harmonisk farvevalg.
De særprægede fantasifigurer giver udtryk for både glæde, sorg, håb og fortvivlelse. Materialerne er blandt andet glas, træ, kork, sten og en slags modellervoks.
Gré Froentjes har udstillet adskillige gange rundt i Danmark og også tidligere på Rosendal Kunsthandel.
Henny Rosendahl, Tarm, udstiller samtidig smuk glaskunst, blandt andet en del påskepynt.
Der er fernisering Skærtorsdag kl. 14 på Rosendal Kunsthandel.
Alle dage i påsken er der åbent samt fredage, lørdage og søndage fra kl.11.00 til 19.00 eller efter aftale.